Video : Tipsbladet
1. division

FC Helsingør er reddet

Lokale kræfter er kommet FC Helsingør til undsætning, så klubben er i stand til at betale den manglende løn til sine spillere.

FC Helsingør var på afgrundens rand tidligere på ugen, hvor Tipsbladet kunne fortælle, at klubben ikke havde udbetalt løn til sine spillere.

Siden blev der sendt et påkrav fra Spillerforeningen, som nu er blevet indfriet.

Det oplyser FC Helsingør i en pressemeddelelse.

- Det er ikke bare spillerne og staben, men hele kollektivet omkring klubben, som har været på pinebænken. Fans, akademiet, erhvervspartnere, kommunen. Der er så mange tandhjul i vores lokalsamfund, som risikerede at gå i stå, siger en lettet ejer og direktør, Bo Bay Hougaard.

I pressemeddelelsen fremgår det, at lokale kræfter er trådt til for at redde klubbens økonomi. Derfor er lønnen nu sendt til udbetaling, og derfor vil en konkurs ikke true i denne omgang.

Men selvom man for nu har reddet sig, så kan man ikke for alvor tørre sveden af panden. Økonomien halter fortsat, og derfor er man på udkig efter investorer.

- Vi er ikke i mål og det er indtil videre aftalt, at vi arbejder i et fortroligt rum. Professionel fodbold er et uhyre komplekst forretningsområde endda med en masse følelser involveret. Men nu er der igen arbejdsro til, at spillerne kan fokusere 100 % på deres opgave. Allerede på søndag bliver den at vinde over AC Horsens, der kommer på besøg. Jeg håber på mange tilskuere. Spillerne og staben fortjener fuld opbakning fra hele byen, så de kan komme videre oven på chokket, siger Bo Bay Hougaard.

FC Helsingør indtager sidstepladsen i NordicBet Ligaen, hvor der skal et større mirakel til, hvis ikke det skal hedde 2. division efter sommerferien.