Video : Tipsbladet
Bundesliga

Mainz er helt vilde med ham: Alle elsker Bo!

Bo Henriksen virker mildest talt til at være en vellidt mand i det tyske

- Alle elsker Bo!

Så kort og præcist kunne det siges fra midtbanespiller i Mainz Nadiem Amiri, der kom til klubben fra Bayer Leverkusen ganske få uger før hans danske cheftræner, Bo Henriksen.

Alligevel tillod den 27-årige tysker sig at uddybe sin begejstring for danskeren lidt i et interview med Kicker.

- Han er en helt igennem fantastisk og positiv person. Fyldt med energi og meget god fagligt. Han tackler spillerne og hele klubben på en helt fantastisk måde. Han er skør, men på en god måde, og det er lige præcis det, vi har brug for, lyder det fra Amiri til det tyske medie.

Det er da ikke kun uden for banen, at Bo Henriksen har gjort et godt stykke arbejde. 

På banen leverer Mainz også, og det kan de i høj grad takke deres danske cheftræner for. I hvert fald har det set ganske lovende ud for dem

Mainz er under Bo Henriksens ledelse på nærmest mirakuløs vis kravlet over nedrykningsstregen. De har dog lige fire kampe tilbage af redningsaktionen, før de kan vide sig sikre på endnu en sæson i Bundesligaen. 

I skrivende stund ligger de med samme antal point som Bochum, men med en bedre målscore. Bedømt ud fra de seneste fem kampe er Bo Henriksen og co. da også tredjebedst i Bundesligaen - kun overgået af de netop udklækkede tyske mestre fra Bayer Leverkusen og RB Leipzig.