Video : Tipsbladet
Champions League

Aftalen er på plads: Det betaler Dortmund for Bellingham

Borussia Dortmund og Birmingham City er nu enige om en aftale, der sender 17-årige Jude Bellingham til den tyske storklub. Det skriver flere tyske medier.

17-årige Jude Bellingham anses for at være en af verdens største talenter, og nu har Borussia Dortmund sikret sig den unge englænder fra Birmingham City. Der er således kommet et gennembrud i forhandlingerne mellem de to klubber, og en aftale er derfor faldet på plads.

Det skriver både tyske Sport Bild, Waz og Ruhr24

Alle tre medier beretter yderligere om en pris på 25 millioner euro - svarende til knap 190 millioner danske kroner. Forhandlingerne mellem klubberne har stået på i noget tid og har længe været beskrevet som en formalitet, efter at Bellingham for et par uger siden valgte Borussia Dortmund på bekostning af flere andre interesserede storklubber - heriblandt Manchester United, der angiveligt også var meget opsatte på at hente det engelske stortalent. 

Bellingham har derfor også længe været enige med Dortmund om de personlige vilkår, og det har derfor kun været forhandlingerne mellem klubberne, der har trukket ud, skriver de tyske medier. Men nu er det altså kun de sidste juridiske detaljer, der mangler at falde på plads.

Den 17-årige midtbanespiller ventes dog først at blive præsenteret som ny Dortmund-spiller efter den 22. juli, hvor sæsonen slutter for Birmingham City. Championship-klubben har stadig tre kampe tilbage i denne sæson.

Bellingham har på trods af sin meget unge alder spillet 41 kampe for Birmingham i denne sæson. Fra sin position på midtbanen har han scoret fire mål og lavet tre assists. Jude Bellingham fyldte blot 17 år i slutningen af juni.