Video : Tipsbladet
Champions League

Anklagende Pep inden Real Madrid-brag: Der har været utrolige episoder

Manchester City har i den grad manglet heldet i Champions League i de senere år, lyder det fra Pep Guardiola, der inden aftenens brag mod Real Madrid håber, at der ikke kommer flere 'utrolige episoder.'

Pep Guardiola blev ansat i Manchester City i sommeren 2016, men spanieren har trods indkøb for mange milliarder stadig ikke haft held med at føre den engelske storklub længere end til kvartfinalerne i Champions League.

Og inden onsdagens 1/8-finale mod Real Madrid slog Guardiola fast, at han kunne huske 'utrolige episoder i kampe', med henvisning til Manchester Citys eliminationer mod Tottenham og Liverpool i de senere år. 

Manchester City-træneren mener blandt andet, at Raheem Sterling skulle have haft et straffespark i anden halvleg af den første kvartfinale mod Liverpool. Guardiola blev som bekendt bortvist fra det andet opgør, da han gik amok efter annulleringen af en Leroy Sané-scoring.

Tænker stadig på Liverpool-kamp
I sidste sæson havde Manchester City også marginalerne imod sig mod Tottenham, idet Sergio Agüero brændte et straffespark i det første opgør i London, mens Raheem Sterling som bekendt fik annulleret det, han troede var et sejrsmål, i sidste sekund af returkampen.

Inden Real Madrid-opgøret slog Guardiola således fast, at Manchester City selvfølgelig i første omgang skal koncentrere sig om at spille godt. Men spanieren indikerede, at held meget vel også kan gå hen og blive en afgørende faktor.

- Man har brug for mange ting. Man har brug for at være heldig. I knockoutrunderne er beslutningerne i visse situationer vigtige. Men den slags kan vi ikke kontrollere. I sidste sæson og i de foregående... da vi spillede mod Liverpool, i returkampen mod dem, var der beslutninger... men man er nødt til at komme videre. Der sker mange ting i fodbold. Jeg ville ønske, at det var mere fair, og forhåbentligt kan det blive fair for begge hold. Jeg ønsker ikke at vinde på grund af forkerte beslutninger, lyder det ifølge The Guardian fra Guardiola.

Regner ikke med karantæne
Guardiola regner samtidig med, at Manchester City får omstødt den UEFA-dom, der betyder, at klubben er blevet udelukket fra Champions League i de næste to sæsoner.

- Jeg stoler på folkene i min klub. De er kommet med gode argumenter overfor mig, og de har vist mig beviser. Vi er optimistiske.