Video : Tipsbladet
Champions League

Atletico-boss driller Liverpool: Anfield ville ikke bestå en inspektion

Atletico Madrids præsident Enrique Cerezo jokede tirsdag med, at Anfield er et "gammelt" stadion, der vil kunne få problemer med at bestå en UEFA-inspektion.

Anfield er et imponerende, men gammelt stadion - så gammelt, at det måske vil have problemer med at opfylde de gældende krav i UEFA-regi.

Sådan lød det i en munter kommentar fra Atletico Madrids præsident Enrique Cerezo efter spaniernes 1-0-sejr over Liverpool i Champions League tirsdag aften på Atleticos nybyggede hjemmebane, Wanda Metropolitano.

- Anfield er et flot stadion, men det er gammelt. Det ville formentlig ikke bestå en UEFA-inspektion, hvis det skulle, sagde Cerezo med et glimt i øjet og med henvisning til returopgøret på netop Anfield ifølge spanske AS.

Her er de fleste nemlig enige om, at Atletico Madrid skal levere endnu en stor præstation, hvis de skal forsvare deres føring og sende de forsvarende vindere af turneringen ud i mørket.

Liverpool-manager Jürgen Klopp var en af dem, der tirsdag aften advarede spanierne om returopgøret i det engelske.

- Der er pause, og vi er bagud 1-0. Vi giver normalt ikke op mellem to halvlege, så det gør vi heller ikke nu. Især når 2. halvleg bliver spillet på vores stadion. Det bliver anderledes, og det kommer Atletico til at mærke, lød det fra den tyske manager efter det første opgør.

Returkampen spilles på Anfield 11. marts.