Video : Tipsbladet
Champions League

Avis: Spurs vil bruge 852 millioner kroner på disse fire spillere

Efter en længere periode uden forstærkninger er der til sommer endelig lagt op til, at Tottenham kan hente nye spillere.

Tottenham løb ind i lidt af en formkrise henimod slutningen af sæsonen, men med sejren over Ajax i Champions League-semifinalen må denne sæson alligevel betegnes som yderst succesfuld for London-klubben.

Cheftræner Mauricio Pochettino har endda klaret sig uden spillerindkøb i de seneste transfervinduer, hvor budgettet er gået til Tottenhams nye stadion.

Endelig kan der købes ind
Men nu ser det ud til, at Tottenham-fansene endelig kan se frem til at få nogle nye spillere at se i Tottenham-trøjen.

Avisen Daily Star skriver således, at Pochettino kan se frem til at kunne råde over et budget på op til 852 millioner kroner til sommer.

Har kig på fire spillere
Ifølge avisen skal de mange penge bruges på fire spillere, som Pochettino har fået et godt øje til.

Argentineren er således opsat på at hente brasilianske Malcom, der har haft det svært i Barcelona siden sommerens skifte fra Bordeaux. Malcom er dog ikke den eneste kantspiller, som Pochettino har et godt øje. Fulhams Ryan Sessegnon står således også på Pochettinos indkøbsliste.

Dyr belgier
Også den centrale midtbane trænger til forstærkning, og her har Pochettino udset sig Leicester Youri Tielemans og Aston Villas Jack Grealish som oplagte indkøb.

Belgiske Tielemans har i foråret været udlejet fra Monaco til Leicester, hvor han har gjort et godt indtryk. Med en pris på omtrent 340 millioner står Tielemans til at blive den dyreste af de fire potentielle indkøb.

Det hører dog med til historien, at Tottenhams transferplaner kan ændre sig gevaldigt, hvis Mauricio Pochettino stopper som klubbens cheftræner til sommer. Argentineren har indikeret, at han kan finde på at sige stop, hvis det bliver til en triumf i Champions League-finalen.