Video : Tipsbladet
Champions League

Barca-keeper om muligt United-comeback: Vi er heldigvis ikke som PSG

Tyskeren tror ikke på, at Barcelona dummer sig, ligesom PSG gjorde.

Barcelona hentede i sidste uge et yderst fornuftigt udgangspunkt inden aftenens returkamp, da man på Old Trafford slog Manchester United med 1-0.

Englænderne vil dog bevare troen, efter at det i 1/8-finalen lykkedes at ekspedere Paris Saint-Germain ud, på trods af, at pariserne havde vundet den første kamp i England med 2-0.

Er ikke som PSG
Men Barcelona-målmand Marc-André ter Stegen lader sig ikke ryste af Uniteds comeback i Paris.

- Vi er et anderledes hold end Paris Saint-Germain. Vi vil få det at se i morgen (i aften, red.), men det heldige er, at vi spiller anderledes end PSG. Resultatet er farligt, fordi fordelen er lille, men vi ved, at vi er nødt til at holde på bolden, som altid. Vi skal hele tiden gå efter det bedste resultat, siger tyskeren ifølge Marca.

Taler ikke om Roma-fadæse
United har vist langt bedre form på udebane i Europa i denne sæson, og det respekterer målmanden også.

- Det er en rival, som ønsker at vinde. Det er et hold, der har vundet vigtige udebanekampe i denne sæson, og selvfølgelig er vores fordel ikke så stor. Men vi ønsker at forsvare den. Vi vil vise, at vi er bedst. Vi ønsker ikke at tale om, hvad der skete sidste år (3-0-nederlaget mod Roma, red.). Vi ønsker ikke en gentagelse. Det bliver en meget svær kamp, ligesom det første opgør var. De gjorde livet meget svært for os. Der vil komme til at være øjeblikke, hvor vi bliver nødt til at forsvare, ligesom vi gjorde i den sidste kamp.