Video : Tipsbladet
Champions League

Barca-komet var tæt på West Ham-skifte

Ifølge Bleacher Report var West Ham ganske tæt på at sikre sig Ansu Fati fra FC Barcelona i sommer.

Ansu Fati er braget ind i den internationale fodboldscene i denne sæson, hvor den 17-årige kantspiller har fået masser af spilletid for FC Barcelona.

Ansu Fati blev klubbens næstyngste debutant nogensinde, da han blev indskiftet i 5-2-sejren over Real Betis, og en uge senere blev det fulgt op af en scoring i 2-2-kampen mod Osasuna.

Nu regnes Ansu Fati for at være et af de største talenter i verden, men det kunne sagtens have set helt anderledes ud for unge Fati, beretter Bleacher Report.

I sommer var han således usikker på, hvilken karrierevej han skulle tage. Han havde ikke underskrevet en ny kontrakt, Ernesto Valverde brugte ikke mange La Masia-talenter på førsteholdet, og flere muligheder åbnede sig for ham.

Ifølge mediet var flere La Liga-klubber, herunder Sevilla, opmærksomme på Ansu Fatis situation, men det samme var West Ham, og de var ikke langt fra at kapre Barcelona-talentet.

Premier League-klubben var efter sigende blevet enige med Ansu Fatis familie om de personlige vilkår, men problemer med hans spanske pas var udslagsgivende for, at Fati blev på Camp Nou.

Ansu Fati har siden fået spansk statsborgerskab og har været med det spanske U21-landshold i de seneste to kampe mod Nordmakedonien og Israel.