Champions League

Barcelona og Napoli deler i en uskøn CL-affære

Både Andreas Christensen og Jesper Lindstrøm fik spilletid, da Napoli og FC Barcelona spillede 1-1.

Der var ikke meget flot fodbold at nyde, da FC Barcelona gæstede Napoli til det første af to opgør i Champions Leagues ottendedelsfinaler. Til gengæld er spændingen intakt til returopgøret.

En dårlig kamp endte 1-1. Andreas Christensen fik de første 85 minutter for gæsterne, mens Jesper Lindstrøm kom ind midt i anden halvleg for Napoli.

Barcelona og Napoli er kendt som nogle af de hold, der spiller flottest fodbold, men begge mandskaber er langt fra deres bedste forfatning for tiden.

Det var især tydeligt for hjemmeholdet, der mandag fyrede træner Walter Mazzarri og erstattede ham med Francesco Calzona. Napoli indledte kampen med enorm usikkerhed i de bageste geledder.

Det gav Barcelona et overtag, men man formåede ikke at omsatte det til de helt store chancer.

Napoli fik stille og roligt bugt med det usikre spil omkring den halve time. Frem mod pausen havde napolitanerne bolden en del, men man skabte absolut intet farligt.

I en uskøn kamp var Barcelona trods alt det bedste hold, og det var fuldt fortjent, da gæsterne kom i front efter en times spil.

Symptomatisk for Napolis tilstand lod man Robert Lewandowski stå ganske umarkeret i feltet. Pedri lagde en flad bold frem i feltet til polakken, som relativt let kunne tage et træk til siden og sparke bolden fladt ind.

Det var svært at se, hvordan Napoli skulle komme tilbage i opgøret. På det tidspunkt havde holdet ikke haft en eneste afslutning inden for rammen.

Det havde man heller ikke med et kvarter igen, da bolden blev spillet op på den stærke angriber Victor Osimhen. Og med en klasseangriber som ham behøver man heller ikke meget mere.

Han vendte Iñigo Martinez væk med sin fysik, og så kunne han i fri position sparke bolden let i kassen. Det var hans første kamp i år efter at have været til Africa Cup of Nations med Nigeria, og han har været savnet på holdet.

Det blev ikke til flere mål. Der er returopgør i Spanien 12. marts.

/ritzau/