Video : Tipsbladet
Champions League

Bayern-boss: Denne sæsons CL-format kan blive standardformat

Ifølge Bayern Münchens bestyrelsesformand foretrækker Champions League-seerne, at knockoutrunderne afvikles over én kamp, i stedet for de sædvanlige dobbeltopgør.

Formatet i Champions League er i denne sæson blevet radikalt ændret, således at både kvart- og semifinaler spilles over én kamp, i stedet for to. 

Forklaringen er selvfølgelig, at coronapandemien har medført, at kalenderen i år er særdeles presset. 

Mere uforudsigeligt
Men ifølge Bayern Münchens bestyrelsesformand, Karl-Heinz Rummenigge, kan konceptet med at afvikle knockoutkampe over én kamp også blive brugt i kommende sæsoner. 

- Den her model kommer til at slå igennem med et brag. For fansene er knockoutkampene klart de mest spændende. Over to kampe vinder det bedste hold altid, lyder det ifølge Kicker fra Rummenigge.

- Men som man har set før, så kan alt ske i en enkeltkamp. Man kan slå et bedre hold og tabe til et dårligere hold. 

Week of Football
Ifølge Rummenigge har det blandt Europas fodboldbosser tidligere været på tale at indføre en såkaldt Week of Football, der lyder til at minde meget om denne sæsons slutrunde-agtige format. 

- Der var på et tidspunkt en idé, der blev kaldt Week of Football. Idéen var at spille både semifinaler og finale i samme uge, i den samme by. Det har været diskuteret før, og lagt til side igen. Nu diskuterer man en reform fra 2024. Hvis jeg kan anbefale én ting, så vil det være, at vi skal ændre noget ved den her knockoutfase. 

- Jeg mener ikke, at vi har brug for et større gruppespil. Som det er nu, er det som regel allerede afgjort efter fire eller fem spillerunder. Det er ikke den slags, der får seerne op af stolen. Vi er nødt til at sikre os, at der kommer lidt mere kød på, hvad angår knockoutfasen. Det er nødvendigt at tage kloge beslutninger, så reformen medfører en større sult efter Champions League-fodbold.