Video : Tipsbladet
Champions League

Bayern-boss snakker stadig med Xabi Alonso: Kan blive vores træner

Xabi Alonso kan en dag blive cheftræner i Bayern München, lyder det fra klubdirektør.

Xabi Alonso lagde støvlerne på hylden i 2017 efter en flot karriere, der sluttede med tre år i Bayern München.

Siden har den spanske legende været ungdomstræner i Real Madrid, mens han sidste sommer blev ansat som cheftræner for Real Sociedads andethold. Og i fremtiden kan han potentielt vende tilbage til Bayern München.

Det åbner Karl-Heinz Rummenigge, der er direktør i Bayern München, i hvert fald for.

- Han er en træner, der kan interessere Bayern i fremtiden. Xabi Alonso har den empati, du har brug for som træner i dag. Vi er stadig venner, og vi holder kontakten, siger Karl-Heinz Rummenigge til Bild.

I øjeblikket har Hansi Flick dog stor succes som Bayern Münchens træner, og alene i den forgangne sæson styrede han de tyske giganter til sejre i Bundesligaen og Champions League. Karl-Heinz Rummenigge er da heller ikke tæt på at udskifte træneren.

- Men jeg håber, at Hansi Flick bliver i klubben i lang tid. Han er den første træner i lang tid, som jeg tror vil forblive i lang tid, forsikrer direktøren.