Jamal Musiala spillede sidste år to kampe for Englands U21-landshold, men Bayern München-kometen kommer ikke til at repræsentere England på seniorniveau.
Den 17-årige midtbanespiller, der boede i Tyskland de første syv år af sit liv, har således nu besluttet, at han ønsker at spille for det tyske landshold.
- England er mit hjem. Det er svært at finde ord for, hvad England betyder for mig, for jeg har så mange positive minder derfra. Mit hjerte banker for både Tyskland og England. Og det vil det fortsætte med at gøre, lyder det ifølge The Athletic fra Musiala.
- Jeg har tænkt meget over det her. Hvad er bedst for min fremtid? Hvor vil jeg få flest chancer for spilletid? I sidste ende lyttede jeg bare til min fornemmelse igennem længere tid, som er, at det er den rette beslutning at spille for Tyskland, som er landet, hvor jeg blev født. Men det var ikke en nem beslutning for mig.
Den engelske landstræner Gareth Southgate var ellers overbevist om, at Musiala ville vælge det engelske landshold, skriver talkSPORT.
Forsikring fra Löw
Jamal Musiala blev tirsdag den yngste målscorer nogensinde i Champions League for Bayern München, da de tyske mestre bankede Lazio med 4-1 i Rom. Teenageren, der rykkede til Bayern München fra Chelsea i 2019, har i denne sæson opnået 27 kampe for de forsvarende Champions League-vindere.
Ifølge talkSPORT har Musialas holdkammerater Joshua Kimmich og Serge Gnabry igennem længere tid opfordret den 17-årige komet til at vælge det tyske landshold. Landstræner Joachim Löw har angiveligt også personligt forsikret Musiala om, at han vil få chancen for at bryde igennem på landsholdet.