Video : Tipsbladet
Champions League

Bekymret Klopp: Vi er i problemer

Liverpool er i mangel på centrale forsvarsspillere, og det bliver et problem i den kommende periode, hvor kampene kommer med få dages mellemrum.

Jürgen Klopp står med en større hovedpine forud for Liverpools kommende kampe.

Joel Matip har siddet ude med en skade i en længere periode, og nu er også Dejan Lovren blevet ramt. Kroaten måtte udgå mod Bournemouth i weekenden, og han blev udskiftet tidligt i anden halvleg, da Meyserside-klubben i midtugen mødte Red Bull Salzburg.

Det betyder, at Klopp ikke har mange centrale forsvarsspillere tilbage, og det kan blive et stort problem i den kommende periode, hvor kampene bliver spillet med få dages mellemrum.

- Dejan er ude mod Watford. Han er tilbage, inden min kontrakt løber ud, siger en smilende Klopp på fredagens pressemøde med henvisning til, at han tidligere på fredagen forlængede sin aftale med Liverpool indtil sommeren 2024.

- Det er en muskelskade, og det er mere seriøst end sidste gang. Vi er i problemer. At have to midterforsvarer klar er bekymrende, og det er ikke første gang, at vi står i denne situation. Det er ikke særlig fedt.

Tyskeren åbner op for, at purunge Sepp van den Berg eller Ki-Jana Hoever kan komme til at spille i midterforsvaret.