Video : Tipsbladet
Champions League

Benzemas bagtalelse af Vinicius fylder forsiderne i Spanien

Karim Benzemas bagtalelse af Vinicius fylder torsdag forsiderne hos både Marca og Diario AS.

Forholdet mellem Karim Benzema og Vinicius er næppe det bedste, efter at et tv-kamera tirsdag opfangede, at Benzema i pausen af opgøret mod Mönchengladbach sagde til Ferland Mendy, at Vinicius ikke skulle have bolden.

- Bror, du skal ikke spille bolden til ham. Jeg sværger på min mors liv. Han spiller imod os, lød det således fra Benzema til Mendy på fransk.

Efterfølgende er der dukket flere oplysninger op om episoden, hvor Benzema angiveligt sagde til Mendy, at Vinicius 'intet brugbart' gjorde med bolden.

Desperat Benzema
Og Benzemas bagtalelse af sin unge holdkammerat fylder da også forsiderne på de spanske sportsaviser torsdag. 'Vini gør Benzema desperat', lyder det således på Marcas forside. 'Jeg ved ikke hvorfor, men han spiller imod os', lyder forsiden på Diario AS. Den Barcelona-baserede avis Mundo Deportivo fokuserer i stedet på Barcelonas 2-0-sejr over Juventus. 

Benzema har på Instagram selv forsøgt at dysse historien ned. 'Mens hundene gør, bliver de ignoreret af 9'eren', lyder det således fra franskmanden.