Video : Tipsbladet
Champions League

Bøvl med banen: En del af Bernabeu-byggeriet er udskudt ét år.

Den moderne bane på Bernabeu bliver først noget, som man kommer til at se om ét år.

Real Madrids hjemmebane Santiago Bernabeu bliver i øjeblikket ombygget, men det er ikke alt, som går helt efter planen. Selve banen skal være sådan, at den kan køres væk, men det bliver først efter næste sæson, at det kan blive på den måde.

Det skriver den spanske sportsavis AS.

Her bliver der peget på, at det netop også er græsset, som er den mest udfordrende opgave i processen. Det kræver nemlig, at arbejderne skal grave 25 til 30 meter ned for at installere de skinner, som banen skal køre på. Det er ikke nemt, da det også kommer til at støde ind i metro-banen, som har en station lige ved stadion.

Helt præcist vil man vente til sommeren 2021 med at få gennemført den del af byggeriet.

Dog ser det godt ud for det tag, som kan tages af og på over Bernabeu, som ikke bare sørger for, at det ikke regner på tilskuerne, hvis det skulle være tilfældet i Madrid. Det giver også mulighed for at afholde koncerter og lignende, som man kender det fra eksempelvis Parken.

Desuden kommer der også til at være en 360 graders resultattavle, som skulle være den første af sin slags i fodboldverdenen.

Mens byggeriet er i gang, så spiller Real Madrid deres kampe på Estadio Alfredo di Stefano, som har plads til 6.000 tilskuere. Den ligger i forbindelse med træningskomplekset i Valdebebas.