Video : Tipsbladet
Champions League

Brokkede sig: Sarri forklarer Ronaldo-bitterhed efter udskiftning

Juventus slog onsdag Lokomotiv Moskva med 2-1, men for Cristiano Ronaldo var det rent personligt ikke den mest fortræffelige aften.

Cristiano Ronaldo havde ikke den bedste aften, da Juventus onsdag var en tur i Moskva for at møde Lokomotiv.

Ronaldo fik således 'stjålet' et mål af holdkammeraten Aaron Ramsey, inden Maurizio Sarri valgte at udskifte stjernen i det 82. minut, ved stillingen 1-1. Portugiseren så ud til at skælde Sarri ud efter udskiftningen.

Havde knæproblemer
Juventus endte dog at vinde 2-1, da Douglas Costa scorede et sent sejrsmål. Og efterfølgende har Maurizio Sarri forklaret, at han ikke fik skældud af Ronaldo. Juventus-bossen slår således fast, at portugiseren ikke rasede over selve udskiftningen, men derimod blot gav udtryk for frustration over en mindre skade, der havde generet ham i løbet af kampen. Sarri valgte at tage Ronaldo ud, efter at have holdt nøje øje med stjernen i anden halvleg.

- Cristiano var vred, fordi han ikke havde det okay. Han har haft lidt problemer med sit knæ i løbet af de seneste dage, hvilket desuden har givet ham smerter i låret, fordi det bliver overbelastet, lyder det ifølge Sky Sports fra Sarri.

- Han var allerede bekymret over det i pausen. Og da jeg så ham lave en bevægelse, som jeg ikke brød mig om, i forbindelse med en acceleration... der besluttede jeg mig for at udskifte ham, fordi jeg blev nervøs for, at han ville forvolde sig selv en alvorlig skade.