Video : Tipsbladet
Champions League

Celtic fik god start på CL-kvalifikationen - svenske mestre i fiasko

Mens Celtic stensikkert vandt over bosnisk klub, led AIK Stockholm et svigende nederlag til armensk modstander i første runde af Champions League-kvalifikationen

Tirsdag aften startede den nye Champions League-sæson officielt, da første kamp i første kvalifikationsrunde blev sparket igang. Her var der både favoritsejre og overraskende nederlag til nogle af de relativt store klubber, der allerede er trådt ind på turneringens tidligste stadie.

Den skotske storklub Celtic var på besøg hos FK Sarajevo fra Bosnien-Hercegovina, og her havde de ikke særligt store problemer med at hente et godt udgangspunkt til returkampen. Hjemmeholdet kom ganske vist foran efter en halv time, men en udligning før pausen samt to mål i anden halvleg satte tingene på plads for skotterne.

Anderledes skidt gik det for de svenske mestre, AIK Stockholm. De mødte på udebane den relativt upåagtede klub FC Ararat-Armenia, som vandt den armenske liga i sidste sæson. FC Ararat-Armenia chokstartede efter tre minutter, og da Robert Lundström allerede efter 13 minutter modtog sit andet gule kort, så det for alvor svært ud. AIK Stockholm fik udlignet efter 39 minutter, men minuttet før pausen afgjorde FC Ararat-Armenia kampen til slutresultatet 2-1.

Også færøske HB Tórshavn var i aktion tirsdag aften, men de får ualmindelig svært ved at gå videre efter et nederlag på 3-0 på udebane til HJK Helsinki fra Finland.

Returkampene spilles allerede i næste uge.