Video : Tipsbladet
Champions League

Chelsea-kant bekræfter: Forlader klubben til sommer

I næste sæson får Chelsea-fansene ikke længere mulighed for at se spanske Pedro folde sig ud. Han stopper i klubben, når hans kontrakt udløber til sommer.

Det har ligget i luften længe, og nu bliver det bekræftet af hovedpersonen selv: Pedro forlader Chelsea, når hans kontrakt med klubben udløber til sommer.

Den 32-årige kantspiller har optrådt for London-klubben siden 2015, men skal nu have lagt en ny plan for fremtiden. Indtil videre er denne dog blevet sat på standby af den verserende coronavirus.

- Jeg lader min kontrakt løbe ud, men lige nu er det ikke det vigtigste, og jeg har ikke tænkt på det, indleder han over for Cadena Ser og tilføjer:

- Det vigtigste er, at alle viser solidaritet. Beslutninger om min fremtid kan tages på et senere tidspunkt, men lige nu er det ikke vigtigt, fordi vi ikke ved, hvornår vi kan begynde at træne igen. Vi har været i karantæne, fordi en af vores spillere (Callum Hudson-Odoi, red.) blev testet positiv for coronavirus. Han har det godt nu, og vi er glade på hans vegne.

Pedros børn bor i Spanien, og han har ikke haft mulighed for at se dem det sidste stykke tid på grund af rejserestriktioner. 3.434 mennesker er blevet bekræftet døde som følge af coronavirus i Spanien.

- Jeg er meget ked af alt det, der sker, og de nyheder, der kommer fra Spanien. Herfra vil jeg igen gerne takke sundhedspersonalet, sikkerhedsstyrkerne og dem, der arbejder i supermarkederne hver eneste dag. Tak til alle jer for det arbejde, I gør. Forhåbentlig kan vi stoppe denne virus, slutter han.

Pedro har spillet 18 kampe for Chelsea i denne sæson.