Video : Tipsbladet
Champions League

Chelsea-stjerne risikerer straf for trøje-gestus

Den brasilianske Chelsea-stjerne, Thiago Silva, kan få en straf ovenpå en uheldig episode efter lørdagens kamp mod Fulham.

Thiago Silva har stjålet rampelyset af de forkerte årsager efter lørdagens sejr på 0-1 ude mod Fulham i Premier League.

Efter kampen valgte den brasilianske midtstopper at kaste sin spillertrøje op til en stilladsarbejder på stadion som en gestus, men det er i strid med de nye protokoller om at mindske spredningen af COVID-19 i forbindelse med Premier League.

I denne uge udkom der nye protokoller i den bedste engelske fodboldrække, og i disse protokoller står der, at spillerne ikke må bytte spillertrøje eller give sin spillertrøje væk til en anden person.

Derfor kan Silva nu risikere at blive straffet for episoden, som egentlig var ment som en gestus.

En lignende episode opstod tilbage i november, da Richarlison gav sin trøje væk til en stilladsarbejder efter Evertons kamp mod Fulham på Craven Cottage. Her blev Everton-angriberen ikke straffet for sin handling.

Silva spillede alle 90 minutter for Chelsea i lørdagens sejr, som nu bringer London-klubben op på en øjeblikkelig syvendeplads i Premier League.