Video : Tipsbladet
Champions League

Conte: Derfor lod jeg Eriksen blive siddende på bænken

Antonio Conte forklarer nu, hvorfor Christian Eriksen måtte blive på bænken i tirsdagens 3-2-sejr over Mönchengladbach.

Inter stod inden tirsdagens Champions League-opgør mod Mönchengladbach med det ene ben i graven, men med 3-2-sejren i Tyskland har Antonio Contes tropper nu en realistisk chance for at nå 1/8-finalerne. 

Som så ofte før i denne sæson fik Christian Eriksen lov til at se hele kampen fra bænken af, og efter slutfløjtet forklarede Conte så, hvorfor danskeren ikke blev sendt på banen i den vigtige kamp. 

- Vi gjorde det godt som hold. Det er uundgåeligt, at midtbanespillerne kan gøre forskellen i sådan en kamp. Glem ikke, at dette var Brozovic' første kamp efter hans positive coronavirus-test. Nicolo Barella spiller konstant, og han har et lægproblem. Vi havde Stefano Sensi og Christian Eriksen (siddende på bænken, red.), som begge kan bidrage med kvalitet, men som ikke kan bidrage med lige så meget defensiv styrke som de andre, lød det ifølge Sky Sport Italia fra Conte.

Løb en risiko
Antonio Conte erkender, at det var risikabelt at lade de tre centrale midtbanespillere spille samtlige 90 minutter. 

- Vi løb en risiko ved at beholde Barella på banen. Brozovic' glidende tackling i sidste minut viser, at han kan være ekstraordinær, når han er determineret. Og Roberto Gagliardini er på alle måder en pålidelig spiller, lød det fra Inter-bossen. 

Inter kan nu spille sig videre fra gruppen i næste uge, hvis italienerne slår Shakhtar Donetsk hjemme, og hvis opgøret mellem Real Madrid og Mönchengladbach samtidig ikke ender uafgjort.