Video : Tipsbladet
Champions League

David Luiz insisterer: Arsenal kan spille med om titlen i denne sæson

David Luiz tror fortsat på, at Arsenal kan vinde dette års Premier League.

Arsenal ligger nummer tre i den igangværende Premier League, hvor der er spillet otte kampe.

The Gunners har allerede ni point op til det suværene tophold Liverpool, men det betyder ikke, at Arsenals nye midterforsvar David Luiz har mistet troen på, at holdet stadig kan vinde Premier League.

Luiz insisterer nemlig på, at holdet stadig er inde i titel-billedet:

- For mig så handler det om, at man skal tro på, hvad man er startet på, og vi er lige startet på Premier League og alle de andre turneringer. Hvis du ikke tror på det, så kan du lige så godt lade vær, siger David Luiz ifølge NBC Sports.

- Jeg vil vinde titler med Arsenal. Jeg vil udvikle mig og min spillestil i Arsenal. Jeg tror, at vi sammen kan gøre det, siger Luiz og fortsætter:

- Min vision og min ambition er og vil altid være at kæmpe med om titlen - og mellem spillerne, trænerne og alle i og omkring klubben, så tror jeg, at vi har en mulighed for at kæmpe med om titlen. Jeg synes klubben fortjener det, siger Luiz.

Arsenal møder mandag Sheffield United på udebane. Kickoff klokken 21:00