Video : Tipsbladet
Champions League

Derfor blev Barça-stjerne afvist ved indgangen til Camp Nou

Barcelonas Arthur blev i lørdags afvist ved indgangen til Camp Nou, da katalanerne skulle møde Napoli i Champions League.

Den brasilianske midtbanespiller Arthur har mildest talt ikke fået den harmoniske afslutning på sin Barcelona-karriere. 

Den unge brasilianer skiftede til Barcelona fra Gremio i 2018, men tidligere på sommeren meldte katalanerne ud, at Arthur er blevet solgt til Juventus. 

Nægtede at spille
Der er dog tale om et skifte, der først træder i kraft fra den kommende sæson af, og derfor tilhører Arthur stadig Barcelona. 

Noget tyder dog på, at brasilianeren er stærkt utilfreds med at blive solgt. For nyligt kom det således frem, at Arthur var rejst tilbage til Brasilien, og at midtbanespilleren ikke havde planer om at deltage i Barcelonas Champions League-kampe.

Klubpræsident Josep Maria Bartomeu rasede efterfølgende over Arthur, som ifølge Bartomeu 'udviste mangel på respekt.'

Var ikke på listen
Og i forbindelse med lørdagens Champions League-hjemmekamp mod Napoli kom det pludseligt frem, at Arthur var blevet afvist ved indgangen til Camp Nou, hvor brasilianeren var mødt op for at støtte holdkammeraterne, selvom han altså ikke selv skulle i aktion.

Efterfølgende har Guillermo Amor, som er en del af Barcelonas ledelse, dog slået fast, at afvisningen var begrundet med, at der kun måtte lukkes 380 personer ind på Camp Nou til Champions League-kampen, på grund af UEFAs coronavirus-restriktioner.

- Arthur mødte ikke op på det tidspunkt, han skulle. Han havde ikke taget klubbens test, og han var ikke med på UEFAs liste over folk, som kunne være til stede på stadion. Og det er årsagen til, at han ikke kom ind, lyder det ifølge Movistar fra Amor.