Video : Tipsbladet
Champions League

Dommer bad om Haaland-autograf: Her er straffen

Linjedommeren, der fik Erling Haalands autograf efter Champions League-kampen mod Manchester City tirsdag, er blevet suspenderet.

Det lykkedes ikke den norske Dortmund-angriber Erling Haaland at score mod Pep Guardiolas Manchester City i deres indbyrdes kvartfinale-opgør i tirsdags.

Angriberens underskrift er en af de mest eftertragtede i hele verden, og Manchester City menes at være en af bejlerne til sommer, hvor Sergio Aguero forlader klubben.

Men det var ikke Guardiola, der kunne tage hjem med Haalands underskrift. Den løb den rumænske linjedommer Ocatvias Sovre i stedet med.

Den rumænske dommer blev fanget i at opsøge Haaland for en autograf, der skulle indkassere penge til et velgørende formål.

Efterfølgende fik dommeren kritik for sin opførsel, selvom han ventede til efter kampen med at spørge.

Nu er Sovre blevet suspenderet af det rumænske dommerforbund, og han kommer ikke til at dømme i nogle af weekendens kampe i hjemlandet.

Også Uefa's dommerchef, Roberto Rosetti, har kritiserer dommerens adfærd. I en email til alle dommere, som er set af Sky Sports, skriver Rosetti:

- I er ansvarlige for jeres og holdets opførsel, når i er på Uefa-mission.

- Uefa forsøger at skabe lige så meget respekt om jer, som spillerne har, og det har i hjulpet med ved at fremstå atletiske, ledende, respektfulde og professionelle. Hvis I vil respekteres lige så højt som spillerne, hvorfor beder I så om deres autografer eller trøjer? Spørger de jer om det samme?

- Det er ganske enkelt uacceptabelt, det er et spørgsmål om ære, og glem ikke antallet af tv-kameraer, der er ved Uefa-kampe. De fanger alting.

Kritikken kan virke en smule hård, eftersom at autografen var ment til at støtte et velgørende formål og skaffe penge til at gøre opmærksom på autisme.

Derudover spurgte Sovre om autografen i et område, han regnede med var uden for offentlighedens rækkevidde. Du kan i øvrigt se episoden i videoen øverst i artiklen.