Video : Tipsbladet
Champions League

Dortmund-back klar på Real Madrid-retur: Det er mit hjem

Achraf Hakimi er ikke afvisende overfor en retur til Real Madrid til sommer.

I sommeren 2018 hentede Borussia Dortmund backen Achraf Hakimi fra Real Madrid på en toårig lejeaftale, og marokkaneren har hidtil været en stor profil hos tyskerne.

I sidste sæson spillede han 28 kampe for Dortmund med tre mål til følge, og i denne sæson står han allerede noteret for 17 kampe og seks mål. Så sent som tirsdag scorede han to mål, da Dortmund vendte 0-2 til 3-2 mod Inter i Champions League.

Til sommer udløber lejeaftalen med Dortmund dog, og 21-årige Acraf Hakimi kan til den tid vende tilbage til Real Madrid.

Det er han i hvert fald selv klar på, giver han udtryk for i et interview med Cadena SER ifølge Football Espana.

- Om jeg vender tilbage til Madrid? Hvorfor ikke? Det er mit hjem, og jeg voksede op dér. Jeg er i Borussia indtil sæsonen slutter, og så må vi se, hvad der sker, siger Acraf Hakimi.

I Real Madrid er der dog også flere andre bejlere til backerne, hvor Dani Carvajal, Alvaro Odriozola, Marcelo og Ferland Mendy alle gør sig til.