Video : Tipsbladet
Champions League

Dortmund-boss 'hylder' Neymar: Han er en dygtig skuespiller

Dortmund-sportsdirektør Michael Zorc langer ud efter Neymar, efter at brasilianeren spillede en rolle i udvisningen af Emre Can i onsdagens 1/8-finale i Champions League.

PSG sendte onsdag Dortmund ud af Champions League med en 2-0-sejr på hjemmebane, og kampen sluttede dramatisk, da Neymar og Emre Can kom op at toppes.

Tyskeren skubbede brasilianeren, som derefter var hurtig til at ryge i græsset. Kampens dommer valgte at give Neymar et gult kort, mens Emre Can måtte forlade banen med et rødt kort.

Dortmund-sportsdirektør Michael Zorc var dog ikke videre imponeret af Neymars opførsel i kampen.

- Vi ved alle, at Neymar er en dygtig skuespiller. Og det viste han også i dag, lød det ifølge Sky fra Zorc. 

Nærmest latterligt
Dortmund-cheftræner Lucien Favre havde også svært ved at forstå, at Emre Can skulle smides ud.

- Det var en alt for hård straf. Nærmest latterlig, lød det fra Favre.