Video : Tipsbladet
Champions League

Dortmund-boss: Sancho bliver ikke for evigt

Dortmund-direktør, Hans-Joachim Watzke, åbner for, at Jadon Sancho kan forlade klubben.

Jadon Sancho, som skiftede til Dortmund fra Manchester City i 2017, var med på Bundesligaens hold i sidste sæson, hvor og resten af Dortmund-mandskabet sluttede på andenpladsen efter Bayern München.

Hans præstationer førte til interesse fra klubber som Manchester United og Real Madrid, men selvom det ser ud til, at tyskerne lykkes med at holde på Sancho, slår direktør Hans-Joachim Watzke fast, at det bliver umuligt at holde på kantspilleren for evigt.

- Der er ikke mange 19-årige med så stort et potentiale. Han er heller ikke en spiller fra regionen eller en, som har en tilknytning hertil, udtaler Watzke til Ruhr Nachrichten og fortsætter:

- Når man har en spiller som Jadon Sancho, skal man genoverveje situationen hvert år. Alt andet ville være en løgn. Hvis en udenlandsk spiller ikke er overbevist om, at klubben er den rigtige for ham, giver det bare ingen mening at holde på ham.

Sancho spillede i samtlige 34 ligakampe i sidste sæson og lavede 12 scoringer og 17 assists.

Siden sin debut på det engelske landshold i 2018 er det derudover blevet til seks landskampe, og Watzke kan afsløre, at han i foråret måtte afvise en henvendelse fra en europæisk storklub.

- En boss fra en af superklubberne spurgte mig tilbage i foråret, om det var en mulighed (at købe Sancho red.), men jeg fortalte ham med det samme, at han kunne glemme det, og han kontaktede mig aldrig igen. Han vidste, at jeg mente, hvad jeg sagde.

Sancho spillede 77 minutter, da Dortmund fredag slog Uerdingen ud af DFB-Pokal med en 2-0-sejr.