Video : Tipsbladet
Champions League

Efter svær start i Barca: Stjerne overvejer angiveligt sommerexit

Antoine Griezmann har haft en svær start i FC Barcelona og overvejer et nyt skifte til sommer.

Efter en langvarig transfersaga og flere års rygter skiftede Antoine Griezmann fra Atletico Madrid til FC Barcelona i sommer, men starten i den spanske storklub har ikke været nem for den franske stjerne.

Hidtil har Griezmann haft svært ved at finde sin rolle i katalanernes angreb, hvor hans præstationer har skuffet, og det får ham nu til at overveje sin fremtid.

Franskmanden er efter sigende allerede begyndt at tænke på et potentielt skifte, og hvis det ikke bliver bedre, vil han væk fra FC Barcelona til sommer. Det siger journalisten Eduardo Inda, der hævder at have oplysningerne fra kilder tæt på Griezmann, i programmet El Chiringuito ifølge Sport.

Griezmann har for nylig selv fortalt, at han har skullet vænne sig til at spille på kanten i FC Barcelona.

- At spille centralt er bedre for mig, da jeg er bedre orienteret dér. Jeg har spillet i den position i mange år, og nu bliver jeg nødt til at tilpasse mig. Jeg lærer meget, men jeg vidste, at det ville blive svært i Barcelona, sagde Griezmann til Mundo Deportivo for nylig.

Hidtil er det blevet til fire mål på 15 kampe i FC Barcelona.