Video : Tipsbladet
Champions League

Efter United-fadæse: Burde ikke være tilladt i CL

Tidligere Manchester United-spiller retter kritik mod Young Boys' bane.

Manchester United har fået masser af kritik for den præstation, klubben tirsdag aften leverede mod Young Boys i Champions League, men nu får også UEFA kritik. Den tidligere United-spiller John O'Shea raser nemlig over, at man giver Young Boys lov til at spille på kunstgræs.

I samme ombæring slår han dog fast, at det ikke er en undskyldning for, at Manchester United tabte kampen.

- Det handler ikke om, at Manchester United tabte i går aftes, men jeg forstår ikke, hvordan disse baner er tilladt i Champions League - det er en anden historie, siger han til talkSPORT.

Selvom United fik en skidt start på gruppespillet, er han omvendt stadig optimistisk på klubbens vegne.

- Det er ikke nogen ideel start, da man gerne vil spille sig videre hurtigst muligt, fordi det giver mulighed for at spare nogle spillere. Det er svært. De vil være skuffede over resultatet, men den gode ting er, at der er masser af tid til at komme tilbage.

Manchester United er også i gruppe med Villarreal og Atalanta.