Video : Tipsbladet
Champions League

Ekspert revser Klopp og Liverpool: De skal stoppe med at tude

Ifølge den hollandske landsholdslegende Willem van Hanegem var det træls at høre på Jürgen Klopps kritik af Atlético Madrids spillestil.

Liverpool blev i sidste uge sendt ud af Champions League af Atlético Madrid, og Merseyside-klubbens cheftræner, Jürgen Klopp, var efter slutfløjtet kritisk overfor spaniernes defensive spillestil.

Ifølge den hollandske legende Willem van Hanegem bør Liverpool-bossen dog tage sig sammen.

- Det gør mig virkeligt vred at høre på folk, der mener, at alle hold bør angribe på den samme måde. Som vi eksempelvis hørte det fra Jürgen Klopp, og senere Michael Owen, lyder det ifølge Daily Express fra Van Hanegem.

- I Madrid tabte de til Atlético, som har tabt mange kampe, mens Liverpool har så mange point i England, at de kunne være blevet mestre i marts. Og så begynder de at beklage sig over Atléticos spillestil, når de skal ud at spille europæisk. Dét, som Atlético leverede på Anfield, var smukt. 

- Atlético var i stand til at vende kampen. Så det var Liverpools egen fejl. De er nødt til at stoppe med at tude, og i stedet lykønske spanierne. 

Intet genialt ved Simeones taktik
Jürgen Klopp udtalte efter kampen, at han ikke forstod, hvorfor Atlético Madrid ikke spiller 'rigtig fodbold', når de har så mange dygtige spillere. 

Den tidligere Liverpool-angriber Michael Owen slog desuden fast, at der 'intet genialt' var ved Atlético Madrids taktik i sejren over Liverpool.