Video : Tipsbladet
Champions League

Champions League: Eriksen kan overhale Bendtner og Schmeichel

Christian Eriksen ligger på en samlet niendeplads over danske spillere med flest Champions League-kampe, men Tottenham-stjernen kan tage et stort skridt op ad listen. Èn spiller bliver dog umulig at nå i denne sæson.

Trods en alder på 26 år er landsholdsstjernen Christian Eriksen allerede godt på vej til at blive den danske spiller, der har optrådt flest gange i Europas fineste klubturnering, Champions League. Allerede i denne sæson kan stjernespilleren tage et ordentligt spring op ad listen, hvor han inden denne sæson er placeret på en niendeplads med 28 kampe.

Hvis Christian Eriksen får spilletid i alle Tottenhams seks gruppekampe kan danskeren således nå op på 34 kampe, og Eriksen kan dermed overhale den aktuelt skandaleramte Rosenborg-angriber Nicklas Bendtner, der er noteret for 33 kampe, men senest spillede Champions League-bold for tyske Wolfsburg tilbage i 2015-16-sæsonen.

Det kræver dog avancement fra gruppen, hvis Eriksen skal indtage den samlede andenplads alene. Den plads indtages nemlig for nuværende af Peter Schmeichel, der har optrådt 34 gange i Champions League for engelske Manchester United og portugisiske Sporting Lissabon.

Tottenham skal i Gruppe B dyste med FC Barcelona, Inter og PSV Eindhoven om pladserne i ottendedelsfinalerne.

Listen over de 20 danske spillere med flest kampe i Champions League:

1. Jon Dahl Tomasson, 42 kampe (Newcastle, Feyenoord, AC Milan)
2. Peter Schmeichel, 34 kampe (Manchester United, Sporting Lissabon)
3. Nicklas Bendtner, 33 kampe (Arsenal, Juventus, Wolfsburg)
4. Jan Heintze, 32 kampe (PSV Eindhoven, Leverkusen)
5. René Henriksen, 31 kampe (Panathinaikos)
5. Christian Poulsen, 31 kampe (Schalke 04, Sevilla, Juventus, Ajax)
7. Dennis Rommedahl, 29 kampe (PSV Eindhoven)
7. Jesper Grønkjær, 29 kampe (AaB, Ajax, Chelsea, FC København)
9. Christian Eriksen, 28 kampe (Ajax, Tottenham)
10. Daniel Jensen, 26 kampe (Heerenveen, Werder Bremen)
11. Peter Løvenkrands, 20 kampe (Glasgow Rangers, Schalke 04)
11. William Kvist, 20 kampe (FC København)
13. Daniel Agger, 19 kampe (Liverpool)
14. Thomas Helveg, 18 kampe (AC Milan Inter)
15. Lasse Schöne, 17 kampe (Ajax)
16. Ebbe Sand, 15 kampe (Brøndby, Schalke 04)
17. Kasper Bøgelund, 14 kampe (PSV Eindhoven, AaB)
17. Thomas Gravesen, 14 kampe (Real Madrid, Celtic)
19. Jan Michaelsen, 13 kampe (Panathinaikos)
20. Lars Jacobsen, 12 kampe (FC København)