Video : Tipsbladet
Champions League

Eriksen slagtet efter græsk nedtur: Var helt væk

Christian Eriksen skuffede fælt i Tottenhams pointdeling mod Olympiakos i Champions League.

Tottenham indledte onsdag Champions League-gruppespillet med at smide en 2-0-føring ude mod Olympiakos, og sidste sæsons finalister måtte nøjes med et enkelt point mod de upåagtede grækere.

Christian Eriksen var blandt englændernes dårligste spillere, og BT Sport-eksperten Jermaine Jenas gik efter slutfløjtet i flæsket på danskeren.

- Han var ugenkendelig her til aften. Der var et par situationer, hvor man kunne se træneren med et udtryk, der sagde det hele: 'Vi er nødt til at hive ham ud.' Som spiller har man dårlige kampe. Han har spillet mange store kampe for Tottenham i årenes løb. Men han skilte sig virkelig ud her til aften med sin dårlige indsats. 

- Han kikser selv de nemme ting, og det er dét, der er bekymrende. Han ser bare smadret ud. 

Ikke påvirket
Christian Eriksen gav i sommer udtryk for, at han var opsat på en transfer - det blev som bekendt aldrig til noget.

Danskeren udtalte efter afslutningen på transfervinduet, at han ville ønske, 'at virkeligheden var mere som Football Manager'.

- Det er ikke svært for mig at få styr på hovedet. Jeg læser meget lidt af det, der bliver skrevet, lød det ifølge Daily Mail fra Eriksen.