Fabinho var aldrig i tvivl om Liverpool-comeback mod Barcelona
Foto: Getty Images
Champions League

Fabinho var aldrig i tvivl om Liverpool-comeback mod Barcelona

Fabinho fortæller, at han allerede inden returopgøret mod FC Barcelona var overbevist om, at Liverpool ville komme tilbage og avancere til Champions League-finalen.

FC Barcelona vandt det første opgør med 3-0 over Liverpool i sidste sæsons Champions League-semifinale, men på Anfield vendte englænderne på mirakuløs vis opgøret på hovedet og endte med at vinde 4-3 samlet.

Meyserside-klubben var endda uden profiler som Mohamed Salah og Roberto Firmino til returopgøret, men Fabinho, som startede på den defensive midtbane for Jürgen Klopps mandskab, troede på et comeback allerede inden kickoff.

Brasilianeren forudså nemlig, at Anfield ville blive afgørende.

- Selv inden den første kamp sagde jeg til Firmino: "På Anfield kommer vi til at køre dem over," udtaler den tidligere Monaco-spiller til De Sola.

Fabinho fik efter opgøret stor ros, fordi han mere eller mindre lykkedes med at lukke Lionel Messi helt ned.

- Jeg ved ikke, om jeg havde ham i min lomme. Man er nødt til at respektere manden. Han er den bedste spiller, jeg nogensinde har spillet mod. Især i returopgøret fik jeg beskyttet forsvaret godt i det område, hvor han spiller, men det var ikke let, for han er uforudsigelig.

- Jeg hørte folk sige, at han forsvandt ud af kampen, men de fire muligheder, som Barca havde, kom fra ham.

Fabinho var ikke med på det brasilianske landshold, som denne sommer vandt Copa America på hjemmebane.