Video : Tipsbladet
Champions League

Familien raser: Liverpool-fan døde af coronavirus efter Atlético-brag

Liverpool-tilhængeren Richard Mawson døde af coronavirus en måneds tid efter, at han havde været på Anfield for at se Champions League-opgøret mod Atlético Madrid i marts. Og nu raser Mawsons familie så mod den britiske regering.

Anfield var tætpakket med fans, da Liverpool den 11. marts tog imod Atlético Madrid i Champions League. Og set i bakspejlet var det næppe en særligt kløgtig idé.

Både PSG-Dortmund og Valencia-Atalanta blev i samme runde afviklet for tomme tribuner. Men i Liverpool valgte man altså at fylde Anfield op, blandt andet med flere tusinde spanske fans. 

Kræver et svar
Efterfølgende har en rapport fra de engelske sundhedsmyndigheder vist, at 41 coronavirus-dødsfald i Liverpool formentligt er relateret til Champions League-braget på Anfield den 11. marts.

Liverpool-tilhængeren Richard Mawson var på Anfield til Atlético Madrid-opgøret, og døde en måneds tid senere af coronavirus. Og nu forlanger Mawsons familie et svar af den britiske regering, der tillod, at kampen blev afviklet med tilskuere.

- Vi vidste selvfølgelig godt, at virusset florerede. Men når regeringen siger, at alt er fint, ja så lytter man til det, lyder det ifølge Daily Mail fra en af Richard Mawsons familiemedlemmer. 

- Det er 99 procent sikkert, at han blev smittet til kampen. Han var næsten aldrig ude af huset ellers, og i sine 70 år havde han ikke haft nogle sygdomme. Han gik forbi Atlético-fansene ved indgangen til stadion. Men regeringen reagerede for sent. De vidste, at det her ville komme til at ske. Nu stoler vi ikke længere på, hvad de siger.

Især beslutningen om at lukke Atlético Madrid-fans ind til kampen vakte opsigt, fordi der i de forudgående dage havde været en stor stigning af coronavirussmittede i den spanske hovedstad.