Video : Tipsbladet
Champions League

Føler sig ydmyget af Real Madrid: Nu vil han væk

Den spanske midtbanespiller er slet ikke tilfreds med, hvordan han er blevet behandlet på det sidste.

At Martin Ødegaard er blevet udlejet til Arsenal ser ikke ud til at have bragt Isco tættere på spilletid i Real Madrid.

Selvom hovedstadsklubben havde blot 14 markspillere fra førsteholdstruppen til rådighed til weekendens opgør mod Levante, kom den 28-årige kreatør ikke på banen. Det gjorde til gengæld ungdomsspilleren Sergio Arribas.

Isco blev end ikke sendt til opvarmning, og Diario AS beretter, at spanieren føler sig både ydmyget og dårligt behandlet af Zinedine Zidane og hans stab ovenpå La Liga-opgøret, som kongeklubben i øvrigt tabte med 2-1. Faktisk er han så frustreret over situationen, at han ønsker at finde sig en ny klub, inden transfervinduet lukker.

At det skulle kunne lade sig gøre virker imidlertid tvivlsomt, for der er umiddelbart ikke nogen oplagte bejlere til spilleren.

Isco spillede tre kampe fra start tidligere på sæsonen, men han har ikke været at finde blandt Zidanes startende elleve siden starten af november. I Champions League er det samtidig blevet til blot 13 minutters spilletid.

Han har spillet mere end 300 kampe for Real Madrid efter skiftet fra Malaga i 2013.