Thierry Henry mener ikke, at man kun kan klandre Mauricio Pochettino for Paris Saint-Germains svingende resultater.
Ifølge den tidligere Arsenal-spiller kan man nemlig bare tage et kig på, hvordan de tidligere PSG-trænere klarer sig nu, hvorefter han mener, det bør stå klart, at klubbens store stjerner også bærer et stort ansvar for resultaterne.
- Pochettino står ikke alene med ansvaret. Når jeg ser PSG spille, spørger jeg mig selv: 'Får han lov til at stille høje krav, eller er det spillerne selv, der bestemmer?,' siger han ifølge CBS Sports og fortsætter.
- Alle har det svært i PSG. Kig bare på de tidligere trænere, der har forladt klubben. De seneste har begge fået succes i deres nye klubber. Jeg tror, at Pochettino har det svært i PSG på grund af de spillere, klubben har, siger han.
Lad os prøve at gøre det, som Henry spørger efter. Thomas Tuchel, der var træner i PSG indtil vinteren 2020, nyder stor succes i Chelsea, som han vandt Champions League med i sidste sæson, og som nu ligger nummer 1 i Premier League.
Unai Emery, der var cheftræner i PSG før Tuchel, står i spidsen for Villereal, der i foråret vandt Europa League og i denne sæson stadig har chancen for at gå videre fra Champions League-gruppespillet.
Der kan altså måske være noget om snakken, når Thierry Henry fremfører sin pointe omkring storklubbens svingende resultater.
Onsdag tabte PSG med 2-1 til Manchester City i Champions League.