Video : Tipsbladet
Champions League

Guardiola afviser: Vil ikke nedprioritere ligaen for Champions League

Man kommer ikke til at se Manchester City til at stille op med reserverne i Premier League for til gengæld at stille med stærkeste opstilling i cup-turneringerne, herunder Champions League. Det garanterer manager Pep Guardiola

16 point. Det er Manchester City afstand op til det suveræne tophold Liverpool i Premier League, som endda har spillet en kamp færre. At kalde mesterskabet usandsynligt kan kaldes en underdrivelse, men selvom muligheden for sølvtøj i denne sæson derfor nok skal findes i andre turneringer, vil Manchester City stadig prioritere Premier League højt.

Det er i hvert fald meldingen fra manager Pep Guardiola, som dermed ikke kommer til at lægge større fokus end sædvanligt på at vinde den Champions League-pokal, som stadig mangler i trofæskabet. Derudover er The Citizens også fortsat med i både FA Cuppen og Carabao Cuppen, men alle turneringer har samme sædvanlige prioritet.

- Motivationen er at slutte på andenpladsen, at forbedre os hver hver dag til de knockout-kamp, som er i de tre øvrige turneringer. Der skal være noget inde i os alle sammen, som skal få os til at fortsætte, bevæge os fremad og forbedre os, siger Guardiola ifølge Sky Sports og fortsætter.

- Du kan ikke spille gode kampe i cup-turneringerne, hvis du ikke spiller godt i Premier League. Det fungerer ikke sådan, at du er dårlig den ene dag og god den næste. Du skal holde niveauet så højt som muligt.

Manchester City skal onsdag aften forsøge at spille sig i finalen i Carabao Cuppen, når lokalrivalen Manchester United venter i den anden af to semifinaler. Pep Guardiolas tropper står med det ene ben i finalen, efter de vandt det første opgør med 3-1.

I FA Cuppen skal de møde Fulham i fjerde runde, mens de i Champions League er oppe mod en svær modstander i Real Madrid.