Video : Tipsbladet
Champions League

Haaland kritiseres efter uheldigt trøjevalg

På sin Twitter-konto har nordmanden uploadet en video af sig selv i en Boca Juniors-trøje. Men trøjesponsoren er en smule uheldig, mener nordmændene.

Erling Brau Haaland er for tiden skadet, og derfor ikke en del af den norske landsholdstrup. 

I stedet er han taget til spanske Marbella, hvor han selvtræner for at komme sin skade kvit. 

Det valgte han at vise frem på Twitter, hvor han lagde en stopmotion video op med ham selv. I videoen kan man se Haaland iført en Boca Junior-trøje, men det er et mindre heldigt valg fra Haalands side, er der nogen, der mener. 

For trøje-sponsoren i klubben er flyselskabet Qatar Airways, og det går ikke så godt i tråd med Norges forhold til oliestaten. Norge er nemlig et af de lande, der højlydt har kritiseret landet, og valget af det som værtsland til VM. 

Tilbage i marts bar de norske spillere således en trøje med titlen "Human rights - on and off the pitch" (menneskerettigheder - på og uden for banen). Det var en politisk markering af de mange gæstearbejdere, som har mistet livet, mens de har været i gang med at bygge stadioner til slutrunden næste år. 

Den norske landstræner, Ståle Solbakken, blev på et pressemøde spurgt ind til Haalands trøjevalg. 

- Det har ikke noget med os at gøre. Erling repræsenterer ikke os, når han er dernede, siger Solbakken til Dagbladet. 

Dog tror den tidligere FCK-træner, at han havde valgt anderledes for Haaland, hvis det var op til ham. 

- Hvis jeg havde stået for valget, så havde han en anden trøje på. For eksempel den norske landsholdstrøje, siger Ståle Solbakken.