Video : Tipsbladet
Champions League

- Jeg ville have bedt Ronaldo om at sætte sig ned

Efter udskiftningen mod Young Boys stod Cristiano Ronaldo på sidelinien og dirigerede med Manchester United-spillerne. Ifølge Rio Ferdinand burde Ole Gunnar Solskjær dog have bedt portugiseren om at sætte sig ned.

Cristiano Ronaldo blev afløst af Jesse Lingard i det 72. minut af tirsdagens Champions League-kamp mellem Young Boys og Manchester United, men portugiseren valgte ikke at læne sig tilbage på udskiftningsbænken, da han blev taget ud.

Cristiano Ronaldo var i stedet aktiv på sidelinien, hvor portugiseren stod ved siden af Ole Gunnar Solskjær og råbte og dirigerede med sine nye holdkammerater. 

Ifølge Cristiano Ronaldos tidligere holdkammerat, Rio Ferdinand, burde superstjernen dog ikke stå ved siden Solskjær. 

- Hvis det var mig, der var cheftræner, så havde jeg bedt ham om at sætte sig ned, hvis jeg skal være ærlig, lød det således, ifølge BT Sport, fra Rio Ferdinand. 

Svær at stoppe
I studiet pegede den tidligere Liverpool-angriber Peter Crouch dog på, at det er svært at sætte en superstjerne som Cristiano Ronaldo på plads. 

- Hvis jeg også sad på bænken, så havde jeg bedt ham om at sætte sig ned. Men det er Cristiano, vi lader ham gøre det, lød det således fra Crouch. 

Tager Ronaldo i forsvar
Ifølge Rio Ferdinand var det dog ikke for at spille smart, at Cristiano Ronaldo stod og dirigerede med sine nye holdkammerater. 

- Jeg kan se for mig, at når det er Cristiano, så vil folk sige: 'Åh, det er spil for galleriet.' Nej, han er bare en passioneret fyr. Han ønsker at vinde, han er desperat efter at vinde, og han kan ikke holde det inde, lyder det således fra Ferdinand.

- Hvis det betyder, at han er nødt til at rejse sig og stå ved siden af træneren og råbe instruktioner, så må det være sådan. Når det er en med hans omdømme og status, hvordan kan man så argumentere imod det?

Efter Manchester Uniteds nedtur i Bern har der været eksperter, der har argumenteret for en fyring af Ole Gunnar Solskjær. Læs mere om det her