Video : Tipsbladet
Champions League

Juventus vil gøre Dybala til anfører og klubbens ansigt

Paulo Dybala lader til at blive det store navn i Juventus i fremtiden.

I Juventus har den argentinske offensivspiller allerede 10-tallet på ryggen, men det ser ud til, at der er endnu større planer med den teknisk stærke spiller. 

Det skriver den italienske sportsavis Tuttosport.

Her bliver der peget på, at Juventus er på nippet til at lave en kontrakt med ham frem til sommeren 2025, hvor det også er planen, at Dybala på sigt skal være anfører for Torino-klubben. Derudover er der også lagt op til, at han skal være ansigtet udadtil.

I forhold til det sidste, så er det som den person, der skal bruges i forbindelse med reklamer og lignende.

På det seneste har han da også gjort sig godt bemærket i klubben, og set over hele sæsonen er det blevet til 17 mål og 13 oplæg i de 41 kampe, som Dybala har været en del af. Samtidig er han ved at være fast mand i angrebet, hvor han efter coronapausen har været Juventus' bedste spiller.

I øjeblikket varer kontrakten mellem de to parter frem til 2022, så det er tre år ekstra, der skal på kontrakten, ligesom der er lagt op til en lønforhøjelse.