Klopp efter chokexit: Atlético spiller ikke 'rigtig' fodbold
Foto: Getty Images
Champions League

Klopp efter chokexit: Atlético spiller ikke 'rigtig' fodbold

Liverpool-cheftræner Jürgen Klopp slår efter onsdagens Champions League-exit fast, at Atlético Madrids spillestil er uforståelig.

Liverpool kommer ikke til at forsvare Champions League-titlen. Det står klart, efter at Jürgen Klopps tropper onsdag tabte med 3-2 til Atlético Madrid efter forlænget spilletid.

Liverpool-fansene vil nok især ærgre sig over, at målmanden Alisson ikke var blevet klar. Afløseren Adrian satte således gæsterne i gang med en yderst uheldig aktion ved Atlético Madrids første mål. Efter slutfløjtet slog Jürgen Klopp dog fast, at hans spillere havde leveret en fornuftig indsats.

- Jeg er fuldstændig tilfreds med præstationen. Det er så svært at spille mod sådan et hold. Jeg forstår ikke, hvorfor Atlético spiller fodbold på den måde, når de har så meget kvalitet. De kunne spille rigtig fodbold, men de vælger at stå langt tilbage på banen og satse på kontraangreb, lyder det ifølge BT Sport fra Klopp. 

Manglede heldet
Tyskeren kunne dog godt selv se, at det virkede en smule besynderligt at kritisere Atlético Madrids spillestil efter to nederlag i træk til spanierne.

- Vi må selvfølgelig acceptere det. Men det føles ikke i orden. Jeg erkender, at jeg er en virkelig dårlig taber. Især fordi, at drengene leverede sådan en stor præstation mod verdensklassespillere, som forsvarer sig i to firemandskæder. 

- Vi ved, at vi i de seneste to år har været heldige i visse situationer i Champions League. Det er man nødt til, hvis man skal nå to finaler. Men i dag var alt imod os i de afgørende øjeblikke. 

- At de reducerede til 2-1 var ikke cool. Det var et slag, men det var ikke et stort problem. Deres andet mål var et større problem. Efter det andet mål var vi trætte i benene. Alt det, der så naturligt ud i de første 90 minutter, begyndte at se lidt stift ud. Indlæggene havde ikke den samme kvalitet. Vi skulle have lavet indlæg på første berøring, som ved vores første mål, som var fremragende. Men drengene glemte at gøre det.