Video : Tipsbladet
Champions League

Klopp: Jeg var nødt til at holde et møde med Sadio Mané efter nederlag

Jürgen Klopp så sig efter tirsdagens nederlag til Atlético Madrid nødsaget til at holde et møde med Sadio Mané, som tyskeren valgte at udskifte i pausen.

Liverpool tabte i tirsdags med 1-0 til Atlético Madrid, og dermed fik Jürgen Klopps tropper altså ikke det udebanemål, der ville have sat englænderne i en mere fordelagtig situation inden returkampen på Anfield.

Derfor virkede det en smule besynderligt, at Klopp valgte at udskifte Sadio Mané i pausen.

Tyskeren forklarede dog efterfølgende, at han var bange for at senegaleseren ville ende med at få raget et rødt kort til sig. Mané havde således allerede fået et gult kort i løbet af første halvleg.

Overrasket Mané
Jürgen Klopp erkender da også, at han efterfølgende valgte at tage et møde med Mané på Liverpools træningsanlæg, Melwood.

- Jeg spurgte ham, om han var overrasket, og han svarede ja. Det kan jeg godt forstå. Men jeg mener ikke, at jeg havde noget valg. Jeg havde svært ved at tro, at vi ville kunne slutte med 11 mand på banen, når de agerede på den måde, de gjorde. 

- Sadio begår ikke frispark. Vi har brug for, at han kan være fysisk. Situationer opstår, det er en del af spillet. Det kan ikke undgås.

Klopp anklagede efter slutfløjtet Atlético Madrid-spillerne for at forsøge at få Mané udvist.