Video : Tipsbladet
Champions League

Koeman: Wijnaldum snakkede om hudfarve-jubelscene i omklædningsrummet

Det var planlagt på forhånd, da Georginio Wijnaldum, sammen med Frenkie de Jong, fejrede en hollandsk scoring ved at pege på deres hudfarve.

Georginio Wijnaldum havde tirsdag en fantastisk aften, da han scorede hele tre gange i Hollands 5-0-sejr over Estland.

Det første mål fejrede han ved, sammen med Frenkie de Jong, at pege på sin hudfarve, og det var noget, som Liverpool-spilleren havde forberedt på forhånd.

Det fortæller den hollandske landstræner, Ronald Koeman.

- Gini snakkede om det i omklædningsrummet. Han sagde, at han er så glad for det hollandske hold, hvor dette problem (med racisme red.) ikke opstår. Det er et hold, og det er dejligt at se, sagde han efter kampen.

Excelsiors Ahmad Mendes Moreira var forleden udsat for racistiske tilråb fra Den Boschs fans i den næstbedste, hollandske række. Situationen var Wijnaldum dybt berørt af.

- Jeg havde aldrig forventet, at sådan noget ville ske i Holland. Jeg er chokeret. Uheldigvis skete det, og det gør ondt at høre, hvordan folk har snakket om det. Det er et problem i samfundet, og det skal løses af vores politikere, sagde midtbanespilleren blandt andet til Liverpool Echo.

Georginio Wijnaldum scorede det første mål i det sjette minut mod Estland. Han gjorde det desuden til 3-0 og 4-0 i henholdsvis det 66. og 78. minut.