Kommentator: Mourinho er problemet snarere end løsningen
Foto: Getty Images
Champions League

Kommentator: Mourinho er problemet snarere end løsningen

Der er lagt op til en kamp mellem to af Europas mest traditionsrige klubber, når Juventus onsdag aften tager imod Manchester United i Torino. CLBOLD.dk har talt med Niels Christian Frederiksen, der er i Italien for at kommentere kampen. Kommentatoren er yderst kritisk over for Mourinhos projekt i Manchester United, men har omvendt masser af ros tilovers for Massimiliano Allegri.

Det er en svær opgave, som José Mourinho og Manchester United-spillerne skal på onsdag aften. Her venter Juventus nemlig på Allianz Stadium. 

Niels Christian Frederiksen, som er i Italien for at kommentere kampen med Jan Mølby, ser et engelsk hold, som for tiden er inde i en identitetskrise.

- Det er svært at definere, hvad Manchester United er under José Mourinho. Det er meget, meget ustabilt, det de leverer fra weekend til weekend, siger TV3-kommentatoren.

- Men jeg synes faktisk, at de er inde i god periode lige for tiden. De har spillet deres måske to bedste kampe mod Bournemouth og Everton, som de begge har vundet. De spiller rigtig godt i kortere intervaller. I weekenden fik de en forfærdelig start, og José Mourinho var da også ude at sige, at han var verdens mest heldige manager efter første halvleg.

Manchester United var bagud undervejs, men Marcus Rashford scorede i sidste minut sejrsmålet for de røde djævle.

- Den slags præstationer er helt typiske for Manchester United. Vi har set det tidligere set det mod Chelsea, hvor de leverede en fantastisk anden halvleg. Men det var altså Bournemouth, de slog i weekenden. Det var ikke Juventus. De her korte, gode perioder har været nok mod mindre hold, men der skal meget mere til mod Juventus. United var da også chanceløse i det første opgør mod Juventus, så de skal hæve niveauet voldsomt, hvis de skal have noget med hjem fra Torino, siger Niels Christian Frederiksen.

Mourinho er ikke løsningen
At Manchester United kun kan spille god fodbold i kortere perioder må ifølge Niels Christian Frederiksen falde tilbage på José Mourinho.

- Det hænger sammen med, at Mourinho er meget i tvivl om hvilke spillere og hvilket system, han skal bruge. Det er svært at se nogen plan. Der er ingen offensiv plan, og de har svært ved at holde clean sheets. I sidste sæson var de bedre til at holde målet rent. De Gea var virkelig god. Men i denne sæson har han skiftet meget ud i forsvaret, og der er ingen defensiv linje.

Niels Christian Frederiksen kan ikke se, at José Mourinho på sigt kan få succes i Manchester United.

- Jeg tror ikke, at han en lang karriere foran sig i Manchester United. Lige nu bliver han reddet af resultaterne. Som for eksempel mod Newcastle. Han får trods alt resultaterne i øjeblikket. Når det er sagt, er det svært at se en linje. Man danser lidt limbo lige nu. Klubben er inde i en periode, hvor man ikke ved, hvad der skal ske. Man skal have en sportsdirektør, og man skal have skiftet en stor del af truppen ud. Samtidig skal man have nogle nye spillere ind, før man for alvor kan konkurrere med de bedste i Europa. Og det er jo det, der er planen i United, verdens rigeste fodboldklub. Men de er langt fra at kunne konkurrere med de bedste lige nu, siger han.

Ikke nok kvalitet i truppen
Manchester United har brugt mange penge på spillerindkøb. Men pengene er ikke brugt særligt fornufigt, mener Niels Christian Frederiksen.

- Man kan lege lidt med tanken om, hvor mange af United-spillerne, der ville kunne komme på holdet i Juventus og Manchester City. David de Gea ville, men forsvarsspillerne ville ikke. Pogba er verdensmester, men det er ikke den samme Pogba, som vi så i Juventus. Og så er der Rashford og Martial, som er virkelig dygtige. Det er lidt paradoksalt, at de to gode kampe mod Everton og Bournemouth var uden Romelu Lukaku, som er langt fra at være blandt verdens bedste på sin posiiton.  

- De har brugt rigtig mange penge. Mourinho taler om Liverpools indkøb, men United har klart det største lønbudget i Premier League. Så der er brugt rigeligt med penge. Men altså, symbolet på det er jo Victor Lindelöf og Eric Bailly. Det er ikke navne, hvor man tænker, at det lugter af guld. Og de kan i hvert fald slet ikke vinde Champions League med Lindelöf og Bailly i forsvaret.

Niels Christian Frederiksen ser heller ikke Manchester United som et hold, der kommer langt i Champions League i denne sæson.

- De skal nok komme ud af gruppespilet, for Valencia i stor krise. Men jeg tror maksimalt, at United når en kvartfinale, selvom det selvfølgelig afhænger af lodtrækningen.

Bekymrer sig om shitstorm
Manchester Uniteds modstander onsdag aften, Juventus, har fået en glimrende start på sæsonen med 13 sejre i 14 kampe. De største bekymringer i klubben for tiden har at gøre med ting udenfor banen, nemlig hele sagen om voldtægtsanklagerne mod Cristiano Ronaldo. 

- De vil ikke være så bekymrede for, at det kan påvirke ham på banen, for han er verdens mest professionelle spiller. Men de må være bekymrede for, at sagen vokser sig så stor, at de er nødt til at få ham væk. Nike, som sponsorerer Ronaldo, er eksempelvis meget bekymrede, siger Niels Christian Frederiksen.

- Det er en meget alvorlig sag, der virkelig kan ødelægge det projekt, Juventus har gang i. Så længe han er på banen, er det fint. Men det, de frygter, er, at man kan blive tvunget til at få ham ud af klubben, hvis der kommer en shitstorm.

Et taktisk geni
Italienerne har et stjernespækket hold, men også på trænersædet har Juventus ifølge Niels Christian Frederiksen en stor kapacitet.

- Han er helt klart en af verdens bedste trænere. Jeg tror, at der for eksempel er mange i Manchester United, der ville ønske, at Allegri var deres træner, for han er noget af det ypperste og bedste, man kan få, siger kommentatoren.

- Han har vist, at han præstere med forskellige hold. Det Juventus-hold, der nåede finalen i 2015, var ikke det samme som det hold, der nåede finalen i 2017. Han er bare dygtig til at tage det materiale, han har ved hånden, og så skabe en slagkraftig maskine. Det viste han også i Milan, hvor han blev mester.

- Han er den træner i verden, der har flest forskellige taktiske systemer at spille ud fra. De kan spille med tre eller fire i forsvaret, og de kan spille med både to, tre eller én oppe foran. De har mange forskellige systemer, som de kan veksle imellem. Selvom de har en defensiv, der er uhyggeligt stærk, er han samtidig også en træner, der kan få offensiven til at sprudle, hvilket vi også så mod Cagliari i weekenden. Han er en meget metodisk træner, der er hurtig til at få sat skik på den trup, han arbejder med, og er god til at få spillerne til at indordne sig. Han er også god til at arbejde med store stjerner, hvilket vi også så i Milan med Zlatan Ibrahimovic.

Del Piero-typen
Cristiano Ronaldo er selvsagt den helt store stjerne i Juventus, men i Champions League er det i denne sæson Paulo Dybala, der har været italienernes mest fremtrædende spiller i offensiven. Argentineren sad ude mod Valencia, men scorede efterfølgende hattrick mod Young Boys og blev også matchvinder på Old Trafford.

- Dybala kan mange ting. Han er supercool afslutter, hvilket vi også så mod Tottenham på Wembley i sidste sæson. Han scorer bare, når han får chancen. På Old Trafford så vi det også. Han er god til at komme i de rigtige situationer. Han er en Del Piero-type. Han er sådan en 10'er, der mere er afslutteren end spilopbyggeren. Det er en spillertype, de godt kan lide i Italien. En spiller, som kan ligge bag spidsangriberen og være sindssyg dygtig teknisk og samtidig være en klinisk afslutter, siger Niels Christian Frederiksen.

TV3-kommentatoren ser en Juventus-sejr som det mest realistiske udfald onsdag aften, men anser ikke Manchester United som chanceløse.

- Hvis United kan spille i 90 minutter mod Juventus, som de gjorde i perioder mod Bournemouth, så kan de godt få et resultat. Jeg kan huske semifinalen mellem de to hold i 1999 på Stadio Delle Alpi, hvor Roy Keane og Paul Scholes smøgede ærmerne op og hentede sejren hjem til Manchester United. Det er noget af den mentalitet, United skal have tilbage. Jeg kan bare ikke se, at de i dag har de typer, der kan smøge ærmerne op, og derfor tror jeg også, at Juventus kører en sikker 2-0-sejr hjem.

Du kan oplæse optakten til Juventus-Manchester United her.