Video : Tipsbladet
Champions League

Legende revser Solskjær: En fjollet ting at sige

Jamie Carragher har svært ved at forstå, hvorfor Ole Gunnar Solskjær valgte at gå i flæsket på Manchester United-fansene efter onsdagens 3-2-sejr over Atalanta.

Stemningen på Old Trafford var ikke ligefrem fantastisk, da der blev fløjtet til pause i onsdagens Champions League-opgør mellem Manchester United og Atalanta.

De italienske gæster var således foran med 2-0, og dermed var der udsigt til endnu et skuffende resultat for Manchester United, der blot har hentet ét point i de seneste tre Premier League-kampe. Visse Manchester United-fans valgte således at kaste sig ud i en pibekoncert, da der blev fløjtet til pause. Og det var ikke en beslutning, som Ole Gunnar Solskjær havde den store forståelse for, da nordmanden blev interviewet af CBS efter slutfløjtet.

- Det her publikum burde aldrig stoppe med at have tiltro til de her spillere. Man hører noget brokkeri. Jeg har været i den her klub i 18 år, mere eller mindre, og det er ikke noget, der sker ofte. De ved, at er bedre end det, lød det således fra Ole Gunnar Solskjær efter slutfløjtet.

Uforstående Liverpool-legende
I CBS-studiet, hvor Peter Schmeichel og Jamie Carragher var at finde, var der dog delte meninger om Solskjærs stikpille til Manchester United-fansene.

- Jeg synes, at det var et underligt interview. Den ting, han sagde om fansene, det var en fjollet ting at sige. Jeg vil sige, at det var fansene, der vandt dem kampen i anden halvleg, lød det således fra Carragher.

- Manchester United går til pause bagud 2-0 mod Atalanta... jeg vil ikke sige, at de var så ringe, men selvfølgelig vil der være utilfredshed og folk, der ikke er glade.

Peter Schmeichel slog dog fast, at han havde forståelse for Ole Gunnar Solskjærs kommentar.