Lewandowski raser over Bayern-taktik: Vi var for defensive i begge kampe
Foto: Getty Images
Champions League

Lewandowski raser over Bayern-taktik: Vi var for defensive i begge kampe

Bayern München-angriberen er efter 3-1-nederlaget til Liverpool irriteret over, at tyskerne ikke dog flere risici på hjemmebane.

Bayern München røg onsdag ud af Champions League med et 3-1-nederlag til Liverpool, og det er første gang siden 2010/11-sæsonen, at sydtyskerne ikke når minimum en kvartfinale i turneringen.

Efter 0-0 i det første opgør på Anfield stod Bayern München da ellers med et ganske acceptabelt udgangspunkt inden returopgøret i München, men de tyske mestre fik aldrig for alvor gang i offensiven. Efter nederlaget havde Bayern-cheftræner Niko Kovac masser af rosende ord tilovers for Liverpool, som i kroatens øjne fortjent gik videre.

Robert Lewandowski var dog mere optaget af Bayern Münchens egen manglende formåen.

- Vi vidste selvfølgelig godt, at det ville blive en svær kamp. Men jeg mener, at vi var for defensive i begge kampe. Vi prøvede ikke at presse spillet fremad for at skabe farlige situationer - hverken i den første kamp eller i dag (i går, red.). Vi risikerede ikke det store, selvom vi spillede på hjemmebane og burde have taget mere ejerskab over kampen. Og det tror jeg var grunden til, at Liverpool slog os, siger Lewandowski ifølgeViasport.

Stod for dybt
Den polske angriber blev topscorer i efterårets Champions League-gruppespil, hvor han nettede otte gange, men i kampene mod Liverpool kom Lewandowski ikke frem til meget.

- Vi stod for dybt. Vi tog ingen risici. Jeg ved ikke hvorfor. En gang imellem prøvede vi at presse Liverpool, men nogle gange var det kun to spillere mod fire, og det er grunden til, at vi ikke fik skabt særligt meget. Jeg havde mange dueller i dag, og det var meget svært, fordi jeg var alene. Hvis du står alene med to eller tre gode modstandere, så er det virkelig svært at gøre noget.