Med 0-0 i den første 1/8-finale mod Bayern München er alt åbent forud for returen. Selvom Liverpool prioriterer Champions League højt, er det vigtigt, at Premier Leagues førerhold holder fokus på ligaen.
- Der er lang tid til, og vi er nødt til at lægge det lidt på hylden, fordi vi har nogle store Premier League-kampe foran os, så Bayern er glemt for nu, siger Andrew Robertson til reportere efter kampen.
Returkampen er først den 13. marts, og Liverpool har hele fire hårde Premier League-opgør inden da. Først er det Manchester United på Old Trafford, mens der blandt andet også venter et Merseyside-derby.
Robertson og Liverpool er lige nu på en delt førsteplads i Premier League med Manchester City, men de har spillet en kamp færre end de forsvarende mestre.