Video : Tipsbladet
Champions League

Liverpool og syv andre kæmper: City-straf skal fastholdes

Liverpool og syv andre klubber kæmper for, at Manchester City ikke får mulighed for at komme med i Champions League i næste sæson, skriver Daily Mail.

Manchester City har forbrudt sig på Financial Fair Play-reglerne, og som følge heraf er de forsvarende, engelske mestre blevet udelukket fra al europæisk fodbold de kommende to sæsoner.

City appellerede øjeblikkeligt dommen, og corona-krisen har indtil nu forhindret, at sagen kunne finde sin endelige afgørelse. Af denne grund er der derfor også mulighed for, at Pep Guardiolas mandskab alligevel kan komme til at spille Champions League-fodbold i næste sæson.

Men det vil Liverpool, Manchester United, Chelsea, Arsenal og fire andre klubber ikke være med til.

Daily Mail skriver, at de otte klubber har bedt Court of Arbitration for Sport om at holde fast i den straf, som Manchester City er blevet tildelt.

- Følelsen er, at nok er nok. For længe har City formået at slippe afsted med at bryde reglerne i samme omfang som mindst en anden klub, der er blevet udelukket fra Champions League. Frygten er, at de vil være i stand til at udskyde straffen, siger en kilde tæt på sagen ifølge mediet.

De fire resterende klubber skulle efter sigende være top 10-klubber i Premier League.