Video : Tipsbladet
Champions League

Luna Christofis bedste CL-minder: Grædefærdig Ronaldo og benhård Sir Alex

CLBOLD.DK har talt med den rutinerede journalist om hendes personlige forhold til nogle af de største navne i fodboldens verden. Læs blandt andet om Luna Christofis møde med en såret brasiliansk verdensstjerne, og om hvordan hun kom ind i varmen hos Sir Alex Ferguson og Vicente del Bosque.

(Artiklen blev bragt første gang den 16. april 2019).

Luna Christofi har interviewet et hav af fodboldens store stjerner i de over 20 år, hun har dækket Champions League fra sidelinien. Og derfor har den erfarne TV3-journalist også svært ved at vælge ét navn, da CLBOLD.DK beder hende pege på en stjernespiller, som hun fik et særligt tæt forhold til.

- Uh, det er svært at vælge én. Jeg kommer nok til at gå lidt tilbage i tiden, for med spillerne har man meget svære arbejdsbetingelser i dag. Det er svært at få et tæt forhold til spillerne, fordi klubberne er blevet hermetisk lukkede. Så har man ikke et andet forhold, end det man opbygge i tunnellen før og efter en kamp. Så hvis vi går tilbage, så havde jeg et meget nært forhold til Raúl og til Ronaldo - Il Fenomeno. Ham fik jeg et rigtigt fint forhold til. Et personligt forhold, faktisk. Han havde en meget udfordrende tid på Bernabéu, den kære Ronaldo, lyder det fra Luna Christofi. 

- Han blev beskyldt for at være overvægtig og han snød også til træning. Han snød del Bosque til træningen. Det har jeg stået og set på. Men han havde bare verdens mest vindende væsen. Så det var meget svært at blive sur på ham. Sådan havde Real Madrid-fansene det også. Men det nåede alligevel dertil, at de blev så vrede på ham, at han blev buhet ud, da han blev skiftet ud i en Champions League-kamp på Bernabéu. Der sad 70.000 mennesker og buhede af ham.

- Jeg mødte ham bagefter, inde bagved. Han ville ikke give interview, han var fuldstændigt oprørt. Han var simpelthen så ked af det. Og han besluttede sig for, at han ikke ville tale med pressen i længere tid. Og da han så endelig besluttede, at han igen gerne ville tale – det ligger jo i de her brasilianeres DNA, at de elsker at snakke – der blev jeg spurgt, om jeg ville lave interviewet.

- Det var ikke kun fordi, at Ronaldo sad og udpegede journalisten. Det havde lige så meget at gøre med, at ham, der kørte butikken for Ronaldo dengang, det var en journalist, jeg kendte fra år tilbage. Men jeg endte i hvert fald med at lave det interview. Og det kan jeg huske meget tydeligt. På det tidspunkt var de rykket ud på Valdebebas (klubbens træningsanlæg, red.). Jeg kan huske, at min mave snørede sig helt sammen. Jeg fik næsten tårer i øjnene. Den her mand... hvis fansene vidste, hvor ondt det gjorde på ham, så havde de aldrig siddet og buhet sådan.

- Men jeg tror, at man som fan nogle gange kan glemme, at spillerne også er mennesker. Når man tænker på alle de penge, de tjener. Og transferen havde været fuldstændig sindssyg. Den blev jo underskrevet ti sekunder før midnat den 31. august. Han tjente mange penge. Han var en galactico, og så skulle han bare levere. Jeg kan huske, at da jeg sad og lavede interviewet, der håbede jeg, at det her ville trænge igennem til dem, der så det, så de fik lige så ondt i maven, som jeg gjorde. Han var ikke ynkelig. Der var intet ynkeligt over den mand. Han var hudløst ærlig. Et ekstremt stort og generøst menneske.

Vermouth med del Bosque
Også på trænerfronten har Luna Christofi oplevet at komme ind på livet af nogle af sportens største stjerner. TV3-journalisten har været bosat i Madrid i en længere årrække, og derfor kom hun også til at dække Real Madrid meget tæt. Christofi formåede med tiden således at opnå fortrolighed med cheftræneren, der førte madrilenerne til Champions League-triumf i 2000 og 2002. 

- Jeg et fantastisk godt forhold til Vicente Del Bosque. Jeg var så meget i Real Madrid i de år. Men jeg havde også et super forhold til Sir Alex Ferguson. Det er meget de samme klubber, jeg kommer til at trampe rundt i. Men det er også nogle af de klubber, der har fyldt meget i de her 20 år, jeg har været med.

- Med del Bosque, så er det sådan 'what you see is what you get'. Jeg var der på det tidspunkt, hvor han blev hevet ind. Det var der, at jeg begyndte at dække Real Madrid, da de fyrede Toschack og hev del Bosque op som en midlertidig løsning. Ligesom man gjorde med Solari. Han havde selvfølgelig mange år på bagen som spiller i Real Madrid, og som den, der styrede akademiet. Så jeg var med helt fra starten af, og blev honoreret for bare at være der i alle de år, hvor han også var der. Jeg møder ham faktisk stadig af og til i Madrid. Vi kommer på den samme bar og får en vermouth en gang imellem, lyder det fra Luna Christofi. 

- Jeg snakker stadig med ham, selvom han er blevet lidt bitter. Det er lidt ærgerligt. Men han var sådan én... når man først havde lært ham at kende, så kunne man altid få et interview med Vicente. Og man kunne også få en snak med ham uden kamera, hvis der var noget, man var i tvivl om.

- Jeg kan huske den aften i Manchester, hvor de vandt 3-2 (i 2000, red.), hvor han stillede med et tremandsforsvar. Og det var lidt svært at greje, da vi fik holdopstillingerne. Og der kan jeg huske, at der kunne jeg simpelthen få lov til at spørge ham: 'Vicente, jeg kan simpelthen ikke se, hvad det er for en formation, du stiller op med her?' Og så sagde han: 'Lad være med at sige det til nogen, men jeg stilller med tre mand i bagkæden.' Og på den måde kunne man bygge et forhold op, fordi han stolede på en.

En ekstremt selektiv skotte
Vicente del Bosque var ikke den eneste toptræner, som Luna Christofi formåede at komme tæt på. Sir Alex Ferguson var ikke kendt som typen, der elskede journalister, men på en blanding af held og dygtighed lykkedes det alligevel Christofi at komme ind i varmen hos skotten.

- Med Sir Alex, der var jeg simpelthen heldig. Det var Frits Ahlstrøm (tidligere mediedirektør i UEFA, red.), der introducerede mig. Sir Alex var jo ekstremt selektiv i forhold til hvem, der kunne få noget fra hans side, og hvem han tog notits af. Og jeg lærte ham at kende via Frits Ahlstrøm, og igennem noget arbejde, jeg lavede for UEFA.

- At møde ham udenfor græstæppet... når han først havde set en an, og han havde vurderet, at man var okay, så var jeg én af dem, der røg en i den der klub af blåstemplede journalister. Så jeg har lavet rigtig, rigtig mange interviews med Ferguson.

- Jeg var også heldig med ham, for det var meget svært at lave interviews i Manchester United. Det har det altid været. For jeg kunne faktisk få lov til at komme på Carrington (klubbens træningsanlæg, red.) og interviewe ham. Og man må bare sige om Ferguson, at han altid var en fornøjelse at interviewe. Man skulle lytte godt efter, og man skulle stå tidligt op, for lige at få det der skotske ind i sine øregange. Men han sagde altid noget. Jeg har aldrig hørt Sir Alex sidde og sige intetsigende ting. Og det har jeg ved Gud hørt mange andre gøre i tidens løb.

Et meget nostalgisk menneske
Der er nok mange fodboldfans, der misunder Luna Christofi for den utroligt lange liste af historiske stadioner, som hun har besøgt i sit arbejde med at dække Champions League. Men hvilke stadioner er de mest magiske?

- Mine hjemmebaner er Camp Nou og Bernabéu. Men nu har jeg lige været på Old Trafford, så hvis jeg må have lov til at nævne tre, så er Old Trafford  det tredje. Og det er simpelthen fordi, at det er de tre stadions, hvor jeg har dækket flest kampe i årenes løb. Det var virkelig lang tid siden, at jeg havde været på Old Trafford, og jeg fik det der mindesus i maven. Wow! Hold da op, hvor har jeg stået nede i den her tunnel mange gange. Og der er noget smukt ved, at man har været i noget i så mange år, som jeg har. Jeg er et meget nostalgisk menneske.

- Det er også stadionet, hvor jeg havde en kæmpe oplevelse tilbage i 2000. Jeg var der den aften, hvor Real Madrid slog Manchester United med 3-2, hvor vi fik den her taconazo – Redondos hælfinte og assist til Raúls mål.

- Der brød de her fantastiske Manchester United-hold ned. Det var en kamp, hvor Manchester United var de forsvarende Champions League-mestre, og Madrid overtog så titlen et par måneder efter. Det er en af de største fodboldkampe... rent fodboldmæssigt er det noget af det største, jeg har set. Og det var på Old Trafford, så det stadion skal med, hvis jeg må vælge tre. 

Luna Christofi om de bedste CL-minder: Fik en smøg med Ancelotti i pausen

Luna Christofis bedste CL-minder: Missede Zidanes mål på grund af Sean Connery