Video : Tipsbladet
Champions League

Matuidi om Rabiot: Han skal vænne sig til ligaen

Blaise Matuidi siger at Rabiot gør alt rigtigt for at falde ordenligt til i Italien og forsikrer samtidig om, at Rabiot nok skal komme til at indgå i Juventus' fremtid.

Adrien Rabiot spillede næsten ikke hele sidste sæson, efter han nægtede at forlænge sin aftale.

Det resulterede i et skifte til Juventus, men heller ikke her er det gået helt som planlagt for midtbanespilleren.

Det er begrænset med spilletid, og derfor har der allerede været rygter om, hvorvidt Rabiot allerede til vinter ville forsøge at søge væk fra den italienske klub.

De rygter har landsmand og holdkammerat i Juventus, Blaise Matuidi dog lagt låg på, da han i et interview med franske L'Equipe siger, at midtbanespilleren trives, og at han gør alt, hvad han kan for at falde til i den nye klub og det nye land:

- Det er en mand, der ikke spillede særlig meget i sidste sæson, som nu har ramt den italienske liga. Han havde det svært i sidste sæson, og han skal nu vænne sig til ligaen i Italien, og det gør han godt – både til træning og i kamp, siger Blaise Matuidi til L'Equipe og fortsætter:

- Vi kender alle vores styrke, og der er meget konkurrence, men jeg kender Adriens styrker, og jeg ved, at han vil give alt, for det har han altid gjort, og han kommer til at hjælpe os på vej mod store titler.

- Han gør alle de rigtige ting for at falde til, og det er en meget god ting, siger Matuidi, der også oplyser om, at Rabiot lærer italiensk, så han kan kommunikere på italiensk både på og udenfor banen.

Adrien Rabiot har indtil nu fået tre kampe for Juventus. To af dem har været i startopstillingen.