Serie A-klubben AS Roma er angiveligt på jagt efter forstærkninger til det centrale forsvar, og Daily Mirror hævder, at romerne kigger mod London.
30-årige Toby Alderweireld har blot 12 måneder tilbage af sin kontrakt med Tottenham, og stopperens fremtid i klubben er endnu uvis.
Det har Roma, ifølge det engelske medie, tænkt sig at udnytte, og man har derfor forsøgt sig med et bud på £25 millioner, svarende til knap 210 millioner kroner.
Mirror erfarer ydermere, at Roma overvejer at inkludere Nicoló Zaniolo i handlen i håbet om at få belgieren til hovedstadsklubben.
Tottenham spiller deres første træningskamp på klubbens Asien-tour i Singapore mod Juventus den 21. juli. Omkring tre uger senere indleder man Premier League-sæsonen mod oprykkerne fra Aston Villa.
Omvendt skal Roma forsøge at have deres trup klar til sæsonstart i weekenden den 24.-25. august. Det er endnu ikke bekræftet, hvem man møder i premieren.